Det Kongelige Teater Balletskolen Odense

en DANSER dannes og UDDANNEs

Læs herunder om:
Friskole, ballet & danseskole under samme tag
Hvorfor Balletskolen - en magisk hverdag
Skolens miljø og værdier - herunder Company Karma - samt værdiord fra Forstander Inge Fjord
At være forældre til et barn på Balletskolen
Økonomi - Der er egenbetaling på skolen
Store oplevelser

Go to english version of this page

Friskole, ballet & danseskole under samme tag

Det Kongelige Teater Balletskolen Odense er en moderne friskole med profil af kulturinstitution. Skolen tilbyder en unik grunduddannelse inden for klassisk ballet og moderne dans i et innovativt læringsmiljø, hvor dans, dannelse og boglig uddannelse danser sammen.

På Balletskolen foregår skolegang (det kalder vi Læseskole) og dans/balletundervisning samme sted, men er opdelt for at skabe klarhed over den boglige og kunstneriske del. Det fungerer rigtig godt for eleverne. Det betyder, at de ved, hvornår der er dans/ballet og hvornår der er boglig undervisning. Skolen har fokus på den hele danser, og vi søger, at den enkelte elev får mulighed for at udnytte sit fulde dansepotentiale. Derfor undervises alle elever i såvel klassisk ballet som moderne dans. 

I 3./4. kl. undervises alle elever sammen, både elever, som har mulighed for at danse videre på Kgs. Nytorv og elever, som umiddelbart skal uddanne sig andre steder i verden. Eleverne i 3./4. kl. undervises primært i klassisk ballet, som er grundstenen for både klassisk og moderne dans.
Fra 5. kl. undervises eleverne på to linjer, en klassisk linje og neoklassik linje.
I udskolingen har vi to forskellige profiler, en klassisk og moderne profil. Begge profiler danser såvel klassisk ballet som moderne dans. I perioder kan en elev have behov for at træne med den ene eller anden profil for fx at opøve styrke og teknik eller træne udtryk og elasticitet. En placering på et profilspor er altså ikke nødvendigvis permanent.

Det Kongelige Teater Balletskolen Odense har elever fra 0. klasse til og med 9. klasse. Fra 0.-4. klasse tilbyder vi også SFO

For at blive optaget på skolen skal man igennem en casting

Forårssfo: For elever, der skal starte i forårssfo ligger indksrivningen i starten af oktober året før skolestart. Det er dog allerede muligt at tilmelde sig indskrivning i foråret, året før skolestart, hvis man ønsker at have barnets skole på plads i god tid. 

For 0.-9. klasse er der indskrivning 2 gange i løbet af året, og det er derudover altid muligt at kontakte skolen for et optagelsesbesøg, hvis en elev ønsker at skifte til balletskolen. 

Vi er en afdeling af Det Kongelige Teater, der har tre Balletskoler hhv. i København, Odense og Holstebro.

Sammen med vores forening Akademiet for Moderne dans Og Klassisk ballet tilbyder vi desuden en Dansegrunduddannelse (AMOK-DGU). Uddannelsen på Balletskolen Odense kan derfor strække fra før-skole/0. klasse til 4.g.

Vi har desuden fritidstilbuddet AMOK-Fritid med undervisning til børn, unge og voksne i alle aldre.

Tilsammen er vi ét ensemble, ét Company Karma.

Det Kongelige Teater Balletskolen Odense har følgende fordeling på klassetrinnene:

Gartneriet: Førskole, 0.-2. kl. Forberedende grundskole i klassisk ballet og moderne dans.
3./4. kl.: Samlæst med fokus på klassisk ballet
5. - 9. kl.: Gymnasieforberedende* grundskole i klassisk ballet, neoklassisk og moderne dans.

Gymnasieforberedende til DGU

Hvorfor Balletskolen

En magisk hverdag
Det er helt specielt at være elev på Balletskolen. Det er en verden med dans og bevægelse - med lektier, kostumer og eventyr og med træning, prøver og forestillinger. At blive ballet eller moderne danser er en uddannelse fyldt med oplevelser og muligheder. For nogle kan det være et valg for livet. Gennem undervisningen forberedes eleverne i grundskolen til et liv som professionelle scenekunstnere. Men allerede nu formidler de dansen. Det Kongelige Teater Balletskolen Odense optræder adskillige gange årligt med forestillinger og workshops og skaber glæde og unikke oplevelser for vores publikum og elever.

  • I fremtiden arbejder vi på:
  • Det Kongelige Teater Balletskolen Odenses fysiske rammer følger skolens udvikling. Skolen skal i sin "fysiske" form fremtræde inspirerende og klassisk, men alligevel moderne.

    Du kan se strategier for fremtidens skole ved at klikke her. Mission - vision - strategi


Skolens miljø og værdier
Company Karma

Værdigrundlag

Vi stræber efter:

  • at have fokus på det hele menneske gennem nærvær og næstekærlighed
  • at vores arbejde skal give mening
  • altid at have kvalitet og æstetik i handling og omgivelser
  • at være et demokratisk fællesskab med plads til udvikling
  • at give plads til glæde, drømme og refleksion
  • at være ressourcespejdere med stort engagement.


Åben kommunikation og inddragende kultur
Balletskolen fokuserer på en åben kommunikation og en inddragende og deltagende kultur, hvor organisationen respekteres og udviklingen understøttes.
Kommunikationen er anerkendende og alle har tillid til og indblik i skolens Company Karma.

  • Værdsættende og konstruktive kommunikationsformer
  • Sparring mellem elever, ansatte, ledelse og bestyrelse
  • Åben, konstruktiv og jævnlig dialog mellem forældre og skole.

    Værdiord fra skolens forstander Inge Fjord:

  • Vi vil skabe en unik generation af dansere, og al undervisning tager afsæt i den positive psykologi med fokus på individuel coaching og udvikling.
  • Vi vil være en åben institution med fokus på kommunikation og en inddragende og deltagende kultur.
  • Vi vil tiltrække talentfulde, danseglade og ambitiøse børn og unge, som går målrettet efter en professionel dansekarriere. Vi samarbejder med lokale, nationale og internationale kulturaktører og andre uddannelsesinstitutioner og skaber derigennem et højt fagligt og kunstnerisk niveau. Vi ønsker at stå på nye scener, at arbejde på tværs af kunstarter og grupper.
  • At være 'brandet' som skole med højt kunstnerisk niveau, samt være deltagende i kulturelle arrangementer.


Samarbejdspartnere
Vi samarbejder med adskillige scenekunstproduktioner

Det Kongelige Teater Balletskolen Odense har samarbejde med en lang række kulturinstitutioner og scenekunstproduktioner.
Vi samarbejder blandt andet med Det Kongelige Teater, Odense Teater, Teater Momentum, Odense Symfoniorkester, Dansk Danse Teater og Odense Kommune. Det betyder, at eleverne på skolen får mulighed for at være med i forskellige produktioner. Det giver dem et værdifuldt indblik i livet med scenisk arbejde. Vi betragter dette som en del af deres sceniske uddannelse og elevernes deltagelse i diverse produktioner er altid ulønnet.

Læs mere om forestillinger og prøver du kan også læse mere om vores samarbejdspartnere og ambassadør

AT VÆRE FORÆLDRE TIL ET BARN PÅ BALLETSKOLEN
Der sættes stort ind på at inddrage forældre i deres barns og skolens hverdag. Vi bruger kommunikationsformen Edulife til løbende at give informationer til både elever og forældre. Ydermere skriver forstander Inge Fjord et fredagsbrev til forældrene hver uge om de forgangne og kommende events samt anden vigtig information.

At lade sit barn gå til optagelsesprøve på Det Kongelige Teater Balletskolen Odense er at give sit barn mulighed for at gå i skole et unikt sted, der fremmer og udvikler barnets talent samtidig med, at barnet modtager en kvalificeret boglig undervisning. Der er imidlertid også nogle vilkår, alle forældre bør have in mente, inden de lader deres barn gå til optagelsesprøve. Læs dem her


 

Friskole på eliteniveau - historik og beskrivelse
Det Kongelige Teater Balletskolen Odense er en friskole med rod i den Grundvig Koldske friskoletanke.
Skolen blev oprettet i 2002 som en afdeling af  Det Kongelige Teater. Skolen blev således skabt i et samarbejde mellem Odense Kommune, Odense Teater og Det Kongelige Teater og disse er til stadighed nære samarbejdspartnere. Skolen er i sin fysiske form således både inspirerende og klassisk - men alligevel moderne.

Skolen har som friskole stor frihed i tilrettelæggelse af undervisningen. Det er således ikke undervisningens tilrettelæggelse, men dens resultater, der skal stå mål med folkeskolens. Vi er stolte over at kunne sige, at vores elevers gennemsnit ligger over middel. Læs mere om Læseskolen

Det Kongelige Teater Balletskolen Odense er med i Dansk Friskoleforening.

Skolen har et højt professionelt niveau hos lærerne i både det faglige fakultet og det kunstneriske fakultet.  Vi er i konstant udvikling og udvikler og styrker elevernes kompetencer. En kulturinstitution, der danner og uddanner alsidige, kompetente og stærke dansere.

Man kan sige, at vi på Balletskolen underviser i de samme trin,  som man gjorde for 200 år siden. Men her hører lighederne også op. Balletskolen er i dag en moderne friskole og kulturinstitution med en elitær danseprofil, der tilbyder en unik grunduddannelse inden for moderne dans og klassisk ballet i et innovativt læringsmiljø, hvor dans, dannelse og boglig uddannelse danser sammen. Vi skaber værdi for omverdenen gennem faglig uddannelse og en nytænkende tilgang til scenekunst.

Økonomi - Der er egenbetaling på skolen
Som på andre friskoler er der egenbetaling på Balletskolen. Det er det samme beløb som på øvrige friskoler - også selvom du på Det Kongelige Teater Balletskolen Odense finder et særligt højt fagligt niveau og en stærk danseprofil.
Mere info under PROFIL - Fakta - Skolepenge.

Store oplevelser
Det Kongelige Teater Balletskolen Odense er i rivende udvikling. En udvikling, der blandt andet betyder, at vi har et både nært, konstruktivt og kreativt samarbejde med diverse kulturinstitutioner og sceneproduktioner. Samarbejdet betyder blandt andet, at vi til stadighed har elever, der medvirker i diverse produktioner på Odense Teater, Odense Symfoniorkester, Odense Kommune, H.C. Andersen Festivals og mange mange flere. Dette samarbejde giver desuden eleverne mulighed for ind imellem at medvirke i diverse scenekunstproduktioner. Vi betragter dette som et led i deres uddannelsesforløb og deres medvirken er derfor altid ulønnet. Se billeder under NYHEDER og i GALLERI fra nogle af disse produktioner.

ENGELSK VERSION 'FRISKOLEN'
ABOUT THE ROYAL THEATER BALLET SCHOOL ODENSE 

Tilbage

Fandt du det du søgte?